Page 8 - Asylcenter Vesthimmerland - Årsrapport 2021
P. 8

de kunne ikke hjælpe. Jeg skrev også til den holland-  højt og den mindste sad på mine skuldre. De var meget
          ske ambassade, da jeg havde arbejdet meget sammen    bange, og det kunne folk godt se, så menneskemængden
          med hollændere, men de svarede ikke. Eller det gjorde   gjorde lidt plads, efterhånden som vi kom frem.”
          de faktisk, men på det tidspunkt boede jeg allerede på   Wara og hans familie blev lukket ind i Kabuls lufthavn
          et asylcenter i Danmark. Og så skrev jeg til den danske   den 21. august omkring klokken 17. Klokken 02 kom de

          ambassade, da jeg havde arbejdet meget sammen med    med et fly, der via Islamabad og Dubai fragtede dem til
          danske rådgivere. Danmark svarede efter en uge. De ville   Kastrup Lufthavn.
          gerne hjælpe mig ud.”                                ”Det var helt uvirkeligt. Jeg kiggede på min kone og
          Da den første glædesrus over det positive svar havde   spurgte: ’Havde du nogen sinde troet, at vi skulle opleve
          lagt sig, meldte sig nye udfordringer. Bare at komme   at komme til Danmark?’ På den ene side var jeg enormt
          til lufthavnen uden at blive stoppet ved et af  Talibans   lettet og lykkelig, fordi jeg vidste, at min lille familie nu
          checkpoints i Kabul var besværligt.                  var i sikkerhed. Men på den anden side var der også en

          ”Heldigvis havde jeg en ven, som kendte alle smutvejene   enorm sorg. Både over at være tvunget til at flygte fra sit
          i Kabul og holdt sig opdateret på, hvor Taliban befandt   hjemland og over at vide, at min mor og far og bror og
          sig – og han havde en bil. Han accepterede at køre mig   søster stadig var i Afghanistan. Jeg ved jo faktisk stadig
          og min familie til lufthavnen, og han vidste også hvilken   ikke, om jeg nogen sinde kommer til at se dem igen.”
          gate, vi skulle til. Den blev kaldt Abbey Gate. Det var her,
          de vestlige lande evakuerede fra, så da vi ankom, var der
          mange mange tusinde mennesker, der havde samlet sig
          og prøvede at komme ind i lufthavnen og ud af landet.
          Det var helt kaotisk og uoverskueligt, og det var ekstremt
          varmt. Heldigvis så jeg nogle soldater bag et hegn, som
          jeg troede var danske. Det viste sig, at de var fra Norge –

          dengang kunne jeg ikke kende forskel på de to flag – men
          jeg spurgte dem, om de kunne kontakte de danske sol-

          dater og sige, at vi var ankommet. To timer senere fik jeg
          en besked på min telefon om, at jeg skulle finde et stykke

          papir og skrive ’DK’ på det og holde det højt op over ho-
          vedet. På den måde kunne de på øje på os i menneske-
          mængden. Det lykkedes heldigvis, og vi blev vinket hen
          til et hegn, hvor jeg kunne vise de mails og beskeder, jeg
          havde fået fra den danske ambassade. Så skulle vi kæm-
          pe os igennem menneskemængden hen til en indgang,
          hvor de ville tage imod os. Det var næsten det værste
          ved hele turen. ’Heldigvis’ græd vores to drenge meget




                                                           08
   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13