fbpx

Udfordringer er der nok af i disse dage. Heldigvis er nogle af dem faglige. 🙂

Erhvervshus Nordjylland har fået to nye medarbejdere. Forretningsudviklerne Andreas Rosenkrantz Rasmussen og Jørgen Sølvkjær Vestergaard, der har deres gang i Morsø Erhvervsråds flotte bygning i Nykøbing. Og her er det de faglige udfordringer kommer ind i billedet. Lokalerne på Holgersgade er af den gamle skole. Fra den gang mænd røg cigar mod kriller i halsen. Det vil sige masser af mørkt træ, masser af ”røvballe-gardiner” og som bonus en helt fantastisk høj temperatur. Det sidste er mest et problem for den lidt buttede fotograf, der slæber rundt på lamper og grej.

Sådanne lokaler er jo flotte og imponerende, men reflekterer samtidigt lys på en sådan måde, at hudfarver let bliver overdrevent gullige, hvilket ikke er flatterende. Heldigvis havde jeg mit lille fotostudie med mig, så vi kunne erstatte det naturlige lysindfald med flash, som jeg kunne styre. Vi valgte at gå efter et lidt old-school look, som jeg kalder ”Rederiforeningens Årsmagasin”. Lidt gammeldags men selv synes jeg det ser flot ud til erhvervsportrætter.

Og så skulle der selvfølgeligt afsluttes med helt traditionelle headshots til visitkort.

Som sædvanligt afleverer jeg billederne gjort klar til web og print samt i sorthvid og farve.