fbpx

Produktfoto: Nogle gange har jeg bare lyst til at tage modellerne med hjem og tage en kæmpebid af dem. Det her var én af de gange.

Lige før sommerferien var jeg på besøg hos Chokoladekurven og indehaver Pernille Tophus. Vi havde aftalt at bruge en hel søndag sammen for at lave produktbilleder til en række nye posters hun skulle bruge. Sammen besluttede vi os for, at den gennemgående farve skulle være den gyldne karamel-farve, der er en central del af chokoladekurvens visuelle profil.

Setup

For mig var det vigtigt, at produktbillederne kom til at fremstå lyse og indbydende selvom vi bevægede os i de mere mørke farvetoner. Derfor valgte jeg at den primære lyskilde skulle komme fra min Lastolite HiLite. Et stort panel, der kan reflektere 2 flashhoveder indefra. Panelet er primært beregnet til at lave en helt hvid baggrund til portrætter. Men det fungerer også som en gigantisk lyskilde, der kan simulere naturligt lysindfald og giver helt utroligt bløde skygger. De skygger der blev kastet, blødte jeg op med to store Rotalux octaboxes fra Elinchrom. Disse laver på samme måde som HiLiten lys der smyger sig omkring objektet du fotograferer. Til sidst brugte jeg en snoot, en snabel, der i princippet fungerer som en projektør, der laver en meget fokuseret lyskegle. Denne kunne jeg bruge til at umærkeligt at fremhæve enkelte elementer i scenerne, vi byggede. Alt sammen noget, der gerne skulle give et produktfoto lidt ud over det sædvanlige.

produktfoto

Produktfoto der smelter

Selve fotoshootet var præget af, at mange af de ting vi fotograferede smelter eller mister sit friske udseende næsten med det samme. Specielt isvaflerne var udfordrende. Og efter et enkelt forsøg besluttede jeg mig for at vende det hele lidt på hovedet. Bogstaveligt talt. Vi satte vaflerne på hovedet for at give det et lidt anarkistisk look. En setting hvor smeltet is ikke betød så meget i forhold til det samlede udtryk.

Jeg håber, at disse produktfotos giver et godt indtryk, af de helt fantastiske lækkerier fra Chokoladekurven. Kaffen fås ikke bedre Nord for Italien. Helt fantastisk Cappucino. Isen er autentisk gelato-lækker og du kan virkeligt smage den fede, fyldige chokolade i chokoladeisen. Og flødebollerne… Jeg siger ikke, at de er Danmarks bedste. Men de kunne let være det.