fbpx

Profilvideo: Limfjordsbørnehaven i Thisted fik i efteråret 2017 lavet en profilvideo, der fortæller om børnehavens pædagogiske aktiviteter, og viser hvor sjovt et læringsmiljø, der er i børnehaven.

Profilfilmen er bygget op over Limfjordsbørnehavens egen sang, der handler om, hvordan det er at gå i børnehaven. Sangen bliver fremført af fem børn og en pædagog og danner rammen omkring de ting vi ellers oplever i profilvideoen.

Videoproduktionen af videoen strakte sig over adskillige måneder 2017, da optagelser skulle falde i hak med, hvornår personalet var klar. Samtidigt havde både børnehaveleder Vivi Lang og jeg undervurderet, hvor meget gang i den en hel børnehave kan ha’ når de synger sammen. Så vores første optagelser, hvor alle børnene sang var ikke gode – Men børnene havde det sjovt.

Hvor lang skal en profilvideo være?

Normalt anbefaler jeg ikke, at en profilvideo varer meget mere end et minut, hvis den skal på Facebook. På YouTube ser det ud til, at brugerne generelt er mere tålmodige. Til gengæld viser tal at video på Instagram bliver belønnet for at være korte. Her får videoer under 26 sekunder det meste engagement. Se f.eks. her for en let grafisk fremstilling af tidsforbrug på sociale medier.

Hvad kan man så lære af det? Hvis ikke tålmodigheden rækker til at producere individuelle videoer til alle platforme, så må konklusionen være, at det er afgørende vigtigt at få budskabet frem som det allerførste i filmen. På den måde kender brugeren dit budskab, selvom han ikke har tålmodighed til at sidde med hele filmen.