Vorupør Havbad: Fredag den 15. august tog jeg lidt tidligere fri fra kontoret, for at få et par billeder fra den festlige åbning af Vorupør Havbad. Vejret var godt nok ikke specielt morsomt, da det var overskyet og blæsende. Men selv på en grå dag, kan man få farver på billederne.
Med til at gøre indvielsen af Vorupør Havbad festlig, var de mange børn fra Vorupør og Sjørring skoler. Børnene og deres lærere kom anstigende med farvestrålende balloner og med løftet om at de måtte få en dukkert. Det på trods af, at temperaturen var deprimerende langt fra sommervejr.
Børnene kom, de officielle personer kom, og en helt utroligt grim badehaj var ankommet i god tid i forvejen, så ingen kunne nå at punktere den. Efter at den officielle del af åbningen af Vorupør Havbad var overstået, sprang ungerne og vinterbadere fra Vorupør i baljen. Vinterbaderne var der for at skabe opmærksomhed om deres vinterbadningsarrangement i Vorupør Havbad den 4. juledag, hvor vinterbadere fra hele Danmark er inviterede.
Vorupør Havbad – Helt unikt
Havbadet i Vorupør er helt unikt i Danmark, da det er den første af sin art. Thisted har ekstraordinært fået tilladelse til at opføre dette kystnære anlæg, der gør badning i Vesterhavet meget mere sikkert. Havbadet er mellem en halv og halvanden meter dybt og er forbundet til havet gennem en sluse under molen. Finansieringen af havbadet kommer fra Thisted Kommune, der har investeret 3 millioner kroner, Det Obelske Familiefond har givet 3,5 millioner, Realdania 3,5 millioner og Lokale og Anlægsfonden har givet 3 millioner for at få byggeriet i stand.
Selve bassinet har været klar hele sommeren og har været flittigt benyttet. Den varme sommer har afsløret enkle svagheder ved vandcirkulationen i bassinet, men samtidig forsikrer Thisted Kommune, at badevandet aldrig har været under Blå Flag-standarderne.
Vorupør Havbad er en kærkommen tilføjelse til badelivet i Thy og specielt børnefamilier har stor glæde af faciliteterne.
[flat_button text=”Foto til din event?” title=”Klik og se mere om fotos” url=” https://bertelbolt.dk/saadan-faar-du-gode-billeder/” padding=”20px 60px” bg_color=”#FF5C00″ border_color=”#FF5C00″ border_width=”2px” text_color=”#FFFFFF” text_size=”20px” align=”right” target=”_self”]