2025 – du bliver ikke savnet
Den 31. december klokken 10 står jeg i fotostudiet. Årets sidste dag. 2025 er ved at være slut, og studiet er nu landet præcis dér, hvor jeg gerne vil have det. Faktisk også med lidt ekstra. Det føles godt.
Der er kommet styr på mange af de praktiske ting, som gør hverdagen lettere. Jeg har blandt andet fået installeret trykluft, hvilket måske lyder lidt nørdet, men når man arbejder med grej, der jævnligt har været med på stranden eller ude i virkeligheden, er sand en fast del af pakken. Ikke i optikken selvfølgelig, men på udstyr og produkter. Det er rart hurtigt at kunne gøre tingene rene. Små ting, der betyder meget i et fotostudie.
Noget af det, jeg er aller gladest for, er dog ventilationen. Det har dælme taget lang tid at komme her til. Men nu er den der. Og det betyder, at jeg ikke længere skal rende rundt og svede unødigt. Det lyder banalt, men et godt arbejdsmiljø betyder mere, end man tror, når man bruger mange timer i sit fotostudie.
Jeg er også en smule glad for, at 2025 er ved at være slut. Det har været et udfordrende år. Det startede ellers rigtig godt. Jeg var sikker på, at jeg havde knækket koden til work-life balance. Jeg tjente penge, havde travlt på den gode måde og oplevede faktisk også, at der var tid til at slappe af indimellem. Det føltes stort.
Take it or leave it – Nyt fotostudie
Som så ofte før var det netop dér, det vendte. Hen over sommeren gik alting fuldstændig i stå. Ikke en krone kom ind. Samtidig skulle fotostudiet flyttes fra Nytorv til Uglevej. Det var ikke en beslutning, jeg selv havde taget, men en helt rigtig beslutning truffet af min samarbejdspartner Elisa Grauenkjær fra Vizuall og hendes mand Jesper. Når sådan noget er take-it-or-leave-it, presser det alligevel, også selvom det er det rigtige.
Jeg brugte enormt meget mental energi på at få studiet til at blive, som jeg gerne ville have det. Og det lykkedes. Men det skete samtidig med, at indtægterne var væk. Det sled. Rigtigt meget.
Så kom september og oktober. Alt det arbejde, der ikke var kommet hen over sommeren, væltede ind på én gang. Jeg arbejdede næsten dobbelt så meget som normalt i to måneder. Det var helt skørt – og hårdt. Takket være de måneder endte året nogenlunde samme sted økonomisk som året før, men ikke på den samme rare måde.
Når jeg ser tilbage på 2025, er jeg egentlig bare glad for, at det ikke fortsætter. Jeg har høje forventninger til 2026. Rigtig høje. Især til den del af min forretning, der foregår i fotostudiet.
Bookingsystem gør det lette at booke tid til headshots og brandingfoto
Derfor har jeg også lanceret et bookingsystem, som allerede bliver brugt af mine eksisterende kunder. Det fjerner al den klassiske kalender-pingpong. Ingen mails frem og tilbage om tider. Man vælger bare en ledig tid, og så kører det. For mig er det en klar forenkling af processen – og forhåbentlig opleves det som en service.
I 2026 håber jeg at lave endnu mere af det, jeg virkelig holder af. At komme ud på virksomheder. At lave procesbilleder. At fotografere mennesker, der arbejder, og vise de ting, virksomheder faktisk laver, og som skaber værdi for deres kunder. Det er både mit nytårsforsæt og mit håb for det kommende år.