Hold da op en dag. Det var min første tanke, da jeg stod på kanten af banen i Thy med to kameraer om halsen og en lang række veterantraktorer klar til at trække til det yderste. Masser af glade mennesker, masser af sol, masser af bajere og masser af traktorer. Eventfoto til traktortræk — det var nyt land for mig, og det var præcis derfor, jeg sagde ja.
Det var bestyrelsen fra Thy Landboungdom, der kontaktede mig. Ville jeg stå for foto til deres event? Det ville jeg gerne, dels fordi jeg er vild med motorsport, dels fordi det var en type opgave, jeg ikke havde prøvet før.
Halvt eventfoto, halvt sportsfotografi
Opgaven lå et sted midt imellem klassisk eventfoto og sportsfotografi. Ligesom sportsfoto handler det om timing og om at følge noget, der bevæger sig hurtigt og uforudsigeligt. Forskellen er, at jeg ikke skulle af sted med billederne med det samme — jeg kunne tage hjem og redigere i ro og mag.
Til den slags opgaver kører jeg med begge mine Sony Alpha 1-kameraer. Det ene med en 24-70mm G-Master, det andet med en 70-200mm G-Master. Begge f/2.8. Det er et klassisk reportage-setup, hvor jeg skifter brændvidde ved at skifte kamera i stedet for at fumle med objektiver. Til et event, hvor tingene går stærkt, er det den rigtige løsning.
Tæt på er bedst
Jeg insisterede på at få en sikkerhedsvest, så jeg var synlig som en del af crewet. Den beslutning viste sig at være klog. Det gav mig adgang til at stå helt ude ved siden af banen og til tider nærmest under traktorerne, når de steglede i slutningen af trækket. Dækkene skraber sod op fra banen, røgen hænger i luften, og maskinerne er enorme på tæt hold. Det er præcis dér, billederne bliver gode. Jo tættere man kommer, jo mere autentisk og imponerende ser det ud.
Solen hamrede ned den dag, og dét var der ikke meget at gøre ved. Bortset fra solcreme — som jeg fik glemt. Jeg vendte hjem som en klassisk redneck med hvide solbrilleskygger og rød nakke. Den fejl laver jeg ikke igen.
Et galleri frem for Facebook
Jeg fornemte hurtigt, at pointen med hele dagen var, at folk kunne få et billede af deres egen traktor. Så det var vigtigt for mig at dække alle deltagere.
I stedet for at smide billederne op på Facebook foreslog jeg Thy Landboungdom, at vi lavede et online galleri med et link, de bare kunne sende ud til deltagerne. Facebook komprimerer billederne til ukendelighed og gør det nærmest umuligt at finde rundt, når der er flere hundrede billeder. Et galleri er overskueligt, folk kan hente præcis det de vil have, og det sparer arrangøren for en masse administration.
Har du et event på vej?
Eventfoto handler om at forstå, hvad der er pointen med dagen — og tilpasse sin tilgang derefter. Når jeg ved det, kan jeg løse opgaven selv. Arrangørerne behøver ikke holde mig i hånden.
Jeg laver både foto og video til events. Tag fat i mig, hvis du har en begivenhed på vej.