Efteråret er for mange fotografer årets smukkeste tid – og samtidig den mest uberegnelige. Lyset står lavt, farverne gløder, og alt kan blive magisk på et øjeblik. Men det kan også forsvinde lige så hurtigt.
Jeg startede en dag for nylig med den slags optimisme, man kun får, når vejrudsigten endelig lover solskin efter to uger med gråvejr. Perfekt timing – jeg havde nemlig en filmopgave, hvor vi skulle bruge solskin.
Jeg kørte afsted i strålende humør, men et sted mellem Sjørring og Amtoft rullede en tyk, tung tåge ind over landskabet. To timer senere stod den stadig bomstille. Lyset, der skulle få alt til at spille, var væk. Optagelsen måtte udskydes.
Det er sådan noget, der tester tålmodigheden. Som fotograf er vejret en uforudsigelig samarbejdspartner, og det gør planlægning og prissætning tricky. Hvordan dækker man den slags forgæves dage ind? Men jeg ved også, at jeg ikke er alene – malere, fiskere og mange andre håndværkere lever med samme vilkår. Det er bare en del af gamet.
Små glæder i valgplakat-sæsonen
Når nu vejret alligevel satte en stopper for dagens optagelser, kørte jeg en tur gennem Thisted. Det er kommunalvalgs-tid, og hele byen er plastret til med plakater.
Jeg ved godt, mange ser dem som forstyrrende, men jeg kan faktisk godt lide dem. Jeg har dyb respekt for dem, der stiller op – som tør sætte deres ansigt (og holdninger) op i lygtepælene. Det kræver mod at sætte sin “røv i klaskehøjde”, som man siger.
Og så er der jo det ekstra twist, at mange af plakaterne viser portrætter, jeg selv har taget. Fra Liberal Alliance til Socialdemokratiet, Enhedslisten – og endda en enkelt SF’er med virkelig god smag, som genbruger sit billede fra sidste valg.
Når jeg kører gennem byen og ser de billeder, føles det lidt, som om mine “børn” hænger derude. Det gør mig ærligt talt både stolt og glad.
Chokoladekurven, spiritus og stilhed
Efterfølgende lagde jeg vejen forbi Chokoladekurven – en kunde, jeg tidligere har fotograferet lækre flødeboller for. Det var hyggeligt at gense både hende og billederne i brug.
Og så fik jeg også set et nyt projekt, jeg har leveret billeder til: en lokal spiritusserie fra Thisted. Flaskerne er prydet med motiver fra det gamle rådhus i Thisted, Vorupør og Nors Sø – billeder, der rammer en rolig og tyst stemning, helt i tråd med det, der gemmer sig i flasken.
Der er endda ét billede, som jeg er ekstra stolt af – men det må jeg vente lidt med at vise, for produktet er endnu ikke lanceret. Til gengæld kan jeg sige, at resultatet er skideflot.
At se mine billeder få nyt liv på en etiket eller i et butiksvindue er en af de ting, der gør efteråret værd at kæmpe med – også på de dage, hvor vejret driller.
Når tågen letter
Så ja – det blev ikke solskin den dag. Men efteråret er alligevel fyldt med energi og bevægelse. Nye kunder, valgkamp, produkter og ideer spirer overalt – også selvom det regner.
Der er altid noget at lave, også når man må køre hjem igen. For sådan er det at være fotograf: halvdelen af arbejdet er planlægning og tålmodighed – den anden halvdel er glæden, når lyset pludselig rammer helt rigtigt.
Og det sker jo altid, før eller siden.