Det skal være positivt at blive fotograferet
Jeg ved ikke, om man kan kalde det et nytårsfortsæt, men i 2026 vil jeg gerne gøre op med idéen om, at personaleheadshots bare er noget, der skal klares hurtigst muligt. Noget, der lige skal krydses af på to-do-listen. For alt for mange steder bliver det stadig behandlet sådan: en ny medarbejder bliver nærmest “plasket ned” på en stol, kameraet bliver rettet mod ansigtet, og så er man videre. Det er synd. Både for medarbejderen og for virksomheden.
Marketing skaber kendskab – headshots skaber tillid
Et personaleheadshot er ofte det første møde, kunder, samarbejdspartnere og potentielle medarbejdere har med et menneske i jeres organisation. Det er ansigtet på hjemmesiden, på LinkedIn, i e-mailsignaturen og i præsentationer. Og det møde sker længe før, der bliver trykket hånd eller sagt hej i virkeligheden. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan det billede er lavet – eller hvordan oplevelsen bag billedet har været.
Når jeg arbejder med personaleheadshots, ser jeg det som en del af onboarding-processen. Det er et af de første officielle øjeblikke, hvor den nye medarbejder mærker, hvad det er for en arbejdsplads, de er blevet en del af. Bliver der taget sig tid? Er der ro? Er der respekt for, at det kan føles grænseoverskridende at stå foran et kamera? Eller handler det bare om at blive færdig?
Der er en verden til forskel på de billeder, der bliver skabt, når folk føler sig trygge, guidet og taget alvorligt. Et godt headshot handler ikke om at få folk til at se “flotte” ud. Det handler om at få dem til at se troværdige ud. Som sig selv – på en god dag. Det kræver dialog, instruktion og erfaring. Og det kræver, at man som fotograf tør tage ansvar for processen og ikke bare trykke på udløseren.
Marketing kan skabe kendskab. Kampagner kan skabe opmærksomhed. Men et headshot skaber tillid. Det er tillid, der gør, at vi tør tage kontakt, ringe op eller skrive en mail. Og tillid opstår sjældent i billeder, der tydeligt signalerer hastværk og ligegyldighed.
Derfor mener jeg, at personaleheadshots fortjener mere end fem minutter og et neutralt bagtæppe. De fortjener omtanke. De fortjener tid. Og de fortjener at blive set som det, de er: en vigtig del af virksomhedens ansigt udadtil – og en vigtig del af medarbejderens første oplevelse af at høre til.
Jeg glæder mig til, at vi ses.