Refleksioner fra årets kick-off i Dansk Fotografisk Forening
Så er jeg landet igen – fysisk og mentalt – efter en weekend med workshops, konkurrencer og virkelig god energi i Dansk Fotografisk Forening. Et årligt arrangement, hvor vi samles om det, vi elsker: fotografi. Og det blev både sjovt, lærerigt og lidt vildt.
Workshops der rykker
For mig er workshopsene noget af det mest værdifulde. At få lov til at blive trænet af internationale fotografer, der virkelig kan deres grej, er en gave.
I år underviste fine art-fotografen Theresa Asplund og bryllupsfotografen John Hellström. Ikke lige mine genrer normalt – men det gør det faktisk endnu mere interessant. At få et kig ind i en anden verden. At prøve at træde i andres fotografiske fodspor. Det er vildt givende.
Jeg fik faktisk lavet et bryllupsbillede under workshoppen, som måske er lidt “Bergman møder syv sørgende brude” i stilen. Men det blev fint – og det behøver jo heller ikke være feel good det hele.
Årets fotograf – Guld, sølv – og hvad så?
I årets store billedkonkurrence – som i år var åben for alle danske fotografer – skete der noget ret vildt: Jeg vandt sølv i reklamefoto og guld i digital art. Og så blev jeg ovenikøbet kåret som Årets danske fotograf i digital art.
Sølvbilledet var af en Heineken-flaske. Egentlig en teknisk øvelse: hvor præcist kan jeg kontrollere refleksioner og overflader i noget så genstridigt som glas og metal? Det gik åbenbart ret godt.
Guldbilledet var noget helt andet: en kreativ cocktail af rigtige optagelser, AI, stock, røg – både fra mit arkiv og noget ægte røg – og så masser af lys, både fra virkeligheden og fra Photoshop. Min kone var model (tak for det), og idéen kom egentlig fra en mørk selfie, jeg havde taget af mig selv. Hun kiggede på den og sagde: “Jeg vil også være ond gangster i 1920’ernes Shanghai.” Så det blev hun. Det var skide skægt at lave.
Hvad skal jeg bruge konkurrencerne til?
Det spørgsmål stiller jeg tit mig selv. For sandheden er, at konkurrencefoto og kundeopgaver er to vidt forskellige discipliner. I konkurrencerne må jeg skrue op for alt: teknik, drama, finesse – det handler om at vise, hvor langt man kan trække det.
Men det giver mig noget vigtigt:
Selvtillid.
En bekræftelse af, at det jeg går og tror – nemlig at jeg faktisk er ret dygtig – ikke bare er noget, jeg bilder mig ind. Og det har vi jo alle sammen brug for en gang imellem, især når man arbejder alene og ikke lige får klap på skulderen i dagligdagen.
Og hvad kan kunderne bruge det til?
Forhåbentlig også noget. For når mine kunder vælger at samarbejde med mig, så vælger de ikke bare nogen, der kan tænde en lampe og trykke på en knap. De vælger en fotograf, der kan sit håndværk. En der forstår, hvordan billeder formidler fortællinger. En der har prøvet at gøre det svært – og kan gøre det simpelt, når det gælder.