Midt i tilbudsskrivning, momsregnskab og hverdagens almindelige gemysler kan man godt glemme, hvorfor man engang valgte at gøre sin hobby til sit arbejde. Det skete for mig i foråret 2026 — og løsningen viste sig at være en uge i Normandiet med kamera, ægtefælle og hund i bagagen.
Det var ikke en tur for at blive en bedre fotograf. Det var en tur for at blive en gladere en.
Jeg har længe haft en regel om, at jeg en gang om året tager afsted og fotograferer noget, jeg ikke plejer at fotografere. Ikke for kunders skyld, ikke med et brief i hånden — men udelukkende for min egen skyld. I år faldt valget på Normandiet, og det var en af de bedre beslutninger, jeg har truffet i nyere tid.
Omaha Beach og den amerikanske kirkegård
Første stop var Omaha Beach. Jeg troede, jeg vidste hvad jeg kom til — men der er noget ved at stå fysisk på den strand, som ingen film eller dokumentar rigtig forbereder dig på. Vinden, den enorme bredde af stranden, stilheden. Den amerikanske kirkegård bagved gav stof til eftertanke på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Tusindvis af grave i perfekte rækker, og en helt påfaldende ro over stedet.
Det var vildt. Og det satte resten af turen i et helt særligt lys.
Bayeux — smuk by med fantastiske mennesker
Fra stranden kørte vi til Bayeux, og jeg var slet ikke forberedt på, hvor smuk den by er. Middelalderlig arkitektur, snørklede gader og en katedral, der tager vejret fra én. Men det, der virkelig gjorde indtryk, var menneskene. Usædvanligt søde og imødekommende — den slags møder, der minder én om, at rejser handler om mere end motiver og komposition.
Vi brugte god tid her, og kameraet kom flittigt frem.
Mont-Saint-Michel: havbåndet og modlyset
Derfra kørte vi til Mont-Saint-Michel — den ikoniske klosterø, der rejser sig midt i tidevandet som noget fra en eventyrfilm. Jeg havde læst tidevandsschemaet grundigt inden afgang, for jeg ville fange øen i modlys fra havbåndet. Lyset var en smule fladt, og solen ikke helt der, hvor jeg havde håbet. Men det er netop i de der lidt uperfekte situationer, at man lærer noget nyt om sit kamera — og om sig selv som fotograf.
Man planlægger, og så leverer naturen noget andet. Det er egentlig en rimelig god beskrivelse af fotografiet generelt.
Senere på dagen gik vi rundt i området og besøgte borgruiner, som efterlod en del Monty Python-tanker i mit hoved. På den allerbedste måde.
Honfleur: solskin, gamle huse og en god afslutning
Turen sluttede i Honfleur, og her var vi heldige med vejret — måske lidt for heldige. Hårdt midtdagssollys er aldrig en fotografs bedste ven, og det begrænsede nok, hvad jeg kunne hente ud af de smukke gamle facader og havnen. Men oplevelsen overgik til gengæld forventningerne. Honfleur er den slags by, man ikke rigtig kan blive vred på, uanset lyset.
Det var her, det gik op for mig, at turen var ved at være slut — og at jeg allerede glædede mig til at komme hjem og se billederne på en stor skærm.
Hvad turen egentlig gav mig
Rejsefotografi er ikke min daglige genre. Til daglig er det erhvervskunder i Thy og Mors — portrætter, virksomhedsbilleder, videoproduktion — og det er et arbejde, jeg holder meget af. Men en tur som denne, hvor man dedikerer sig 100% til at fotografere uden brief, deadline og leveringstid, minder én om, hvad der egentlig driver det hele.
Bliver man en bedre fotograf af det? Næh, det tror jeg ikke. Men gladere? Ja, det tænker jeg.
Der kom en lille håndfuld billeder ud af turen, som jeg faktisk er ordentligt glad for. Dem kan du se her i opslaget — og hvis du sidder inde på hjemmesiden, er de kun et enkelt scroll væk.
Forår i Thy er fantastisk. Men nogle gange skal man altså ud og spille fandango i Nordfrankrig for at huske, hvorfor man begyndte.
Mine landskabsbilleder ligger jeg i mit stockfotobibliotek – jeg overvejer stadig om der skal lande nogle stykker fra denne tur.