“Og så drejer jeg lige ansigtet lidt… sådan der!” I dag var jeg i studiet med Vera for at lave et klassisk headshot, og det gav mig anledning til at dele lidt om, hvad jeg egentlig lægger i et standard portræt – og hvordan jeg arbejder, når jeg laver headshots til f.eks. firmahjemmesider, LinkedIn eller pressebilleder.
Effektivitet og kvalitet i ét setup
Mit setup til headshots er fast, gennemtestet og effektivt. Det betyder, at jeg hurtigt kan få folk igennem, uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi skyder altid direkte til computer, så kunden med det samme kan vælge sit billede. Det sparer tid og sikrer, at du får noget, du er glad for.
Men hvad består det hele af? Lad mig tage dig med ind i lyset.
Mit lyssetup – forklaret
1. Den store softbox – venlig ved alle
Mit hovedlys er en 190 cm softbox. Den er stor – og det er der en grund til. Jo større lyskilde, desto blødere skygger. Det er især godt til portrætter, fordi det giver et flatterende og nænsomt lys, også på rynker og fine linjer. Den er god ved alle – uanset alder.
2. Hårlyset – til fylde og separation
Bag modellen hænger en lille stripbox, der lyser håret op bagfra. Det giver håret lidt glød og adskiller det visuelt fra baggrunden. Hvis personen er skaldet, slukker jeg den – ellers får man en ret uheldig refleks i hovedbunden.
3. Sidestrip – definition og kindben
På den ene side bruger jeg endnu en stripbox. Den lægger et blødt lys ned over kindbenet og skaber den tredimensionalitet, der får portrættet til at leve. Den kan også tage et par “optiske kilo” af – hvilket aldrig gør noget.
4. Reflektorskærm – til øjne og hage
Under modellen placerer jeg en reflektorskærm. Den løfter skyggerne i øjenhulerne og under hagen, så ansigtet får et jævnt, naturligt og imødekommende lys.
5. Baggrundslys – når det skal være hvidt
Den grå baggrund bliver først rigtig hvid, når den får sit eget lys. Jeg bruger to små lamper til at lyse den op bagfra – ellers falder lyset simpelthen for hurtigt væk.
Det, du ser, er ikke tilfældigt
Alt i mit headshot-setup er gennemtænkt. Fra lys og vinkel til refleksioner og afstand. Det handler om at skabe et billede, hvor personen ser naturlig, tillidsvækkende og professionel ud – uden at det bliver stift eller poleret til ukendelighed.
Headshots med dig i centrum
Et godt headshot skal ligne dig – på en god dag. Det skal vise, hvem du er, uden overdrivelse, og det skal spille på de platforme, du bruger det på:
- Hjemmesiden
- Presse eller foredrag
- CV og profilbilleder
Skal vi lave dit næste portræt?
Står du og mangler nye headshots af medarbejderne, eller drømmer du om et opdateret billede af dig selv? Så tag fat i mig. Jeg lover dig et effektivt forløb, hvor vi sammen vælger det billede, du er glad for – og som andre vil huske.