Så er der snart valg til Europa-Parlamentet. Det går ærligt talt lidt stille for sig – lige indtil valgplakaterne kommer op. Valgplakater er nemlig noget, jeg som fotograf virkelig hygger mig med at kigge på. De er en slags visuel rundtur i, hvad man kan – og især hvad man ikke skal gøre, når man arbejder med portrætbilleder.
Nogle plakater er stilsikre og gennemtænkte. Andre… not so much. Her er mine tanker – både kærlige og kritiske – om nogle af de plakater, der hænger i bybilledet lige nu.
Kategori 1: “Bare nej”
Vi starter med Alternativet. Anette var den første plakat, jeg stødte på. Makeup’en skinner for meget, og fritlægningen i designet er lidt sjusket. Det bliver man som fotograf bare nødt til at bemærke – for det kan ses, og det trækker helhedsindtrykket ned.
Jan ligger vandret på sin plakat. Det er sikkert tænkt som et kreativt valg, men det virker desorienterende i gadebilledet. Det tog mig tid overhovedet at se, at det var et ansigt. Og så er der hans portræt, hvor man mest ser panden – det fungerer ikke.
Sofie – også fra Alternativet – bruger sort/hvid. Det kan være stærkt, men her mangler der en grund. Når alle andre kører i farve, står man meget ud med sort/hvid – og det bør være en bevidst beslutning, ikke bare en stiløvelse.
Kategori 2: “De tværgående”
Så er der De Radikale – eller som jeg kalder dem: de tværgående. Mange af deres plakater er skudt med skuldrene vandret i billedet. Det sender et stop-signal i kompositionen. En lille drejning giver dynamik. Det her bliver fladt.
Sigurd ser bremset ud. Phillip også. Jeg bliver ikke fanget. Farverne halter, og det hele føles lidt statisk. Det er måske en lille ting, men i plakatverdenen tæller hver eneste detalje.
Kategori 3: “Med mor på arbejde”
Den her kategori fik mig til at fnise lidt. Det startede med Danmarksdemokraterne. Her er det tydeligt, at det er Inger Støjberg, man stemmer på – selvom det er Storm, der er på plakaten. Hun står bagved, lidt ude af fokus, men til stede. Og Storm… ja, han er blevet så kraftigt efterbehandlet, at hans hud mest ligner dej. Belysningen får hans tænder til at ligne bøjle. Det er synd, for det kunne sagtens være bedre.
Samme stil går igen flere steder. Et billede med to personer, forskelligt belyst og med forskellige jakker i næsten samme farve – det flyder sammen. Det virker uprofessionelt. Min datter sagde om én af kandidaterne: “Han virker ikke som et rigtigt menneske.” Og det er måske det største problem – at billedet ikke formidler ægthed.
Kategori 4: Venstre vil det ens
Venstre har valgt samme baggrund til flere af deres kandidater. Det er faktisk et godt valg, fordi det signalerer sammenhæng. Men det kræver også, at hver enkelt portræt står skarpt.
Jonas Pulje ser stærk ud. Kamerahøjden er perfekt – lige under hagen, hvilket giver autoritet. Men hos Jakob Dyrman er kameraet rykket opad, og det giver dobbelthage-skjul, ja – men også en høj jakkekrave og en næsten halsløs fremtoning.
Morten Løkkegaard måtte jeg tjekke på Facebook – der ser billedet godt ud. Men på plakaten mister det kraft. Og hvorfor fotograferer man magtfulde mennesker ovenfra? Det fjerner noget af deres autoritet. Brug skulderhøjde. Gør dem store. Gør dem stærke.
Kategori 5: De fine
Så kommer vi til de plakater, der fungerer. SF står stærkt her. Ét billede viser en kvinde med hovedet i profil og bier flyvende igennem – det er grafisk flot, men jeg kunne ikke lade være med at tænke: “Ser hun tomhovedet ud?” Nogle gange skal man overveje, hvad det værste folk kan læse ind i en visuel idé.
Kira Marie har et godt portræt. Jeg er ikke vild med barnet, der hænger og dingler, men selve billedet er stærkt.
Og så er der min personlige vinder: Villy Søvndal. Et klassisk portræt med flot lys. Lyset ovenfra skaber en elegant skygge under næsen, og lidt lys fra siden fremhæver hans ansigt på den helt rigtige måde. Beskæringen er tæt, modig og effektiv. Og så er han nem at fritlægge. Det her billede spiller bare.
Slutnote: Det er ikke ondsindet, bare ærligt
Det her er ikke skrevet for at være ondsindet. Men når man arbejder med billeder til daglig, er det svært ikke at have holdninger til valgplakater – især når de hænger overalt i byen.
Jeg håber, du også har moret dig lidt over dem. Og vigtigst af alt: at du stemmer – og at din kandidat har et godt billede.