Det er fredag. Det er sommerferie. Og jeg står ude ved Tandlægesøen midt i skoven – et smukt sted, og et oplagt øjeblik til at dele lidt tanker om en videoproduktion, jeg lavede for Thisted Forsikring.
Projektet var en del af kampagnen “Danmarks Rygrad”, hvor temaet denne gang var fællesskab. Det hele begyndte med, at Rasmus – kommunikationschefen hos Thisted Forsikring – spurgte, om jeg ville komme forbi til en snak. Han ville præsentere, hvad de tumlede med, og høre mine idéer.
Så vi satte os ned – tre mennesker fra Thisted Forsikring og mig – og begyndte at jamme. Vi havde en whiteboard-session, hvor vi vendte idéer, og hurtigt fandt vi frem til, at vi ville arbejde med kontrasten mellem stilstand og bevægelse. Steder uden mennesker kontra steder i fællesskab og liv.
Thisted skrev efterfølgende en speak. Jeg lavede en hurtig drejebog ud fra den – noterede scener, sekvens og varighed – og så gik jeg i gang med at finde locations. Da de var på plads, skulle vi bruge statister. Heldigvis var det overraskende let at finde folk, der gerne ville bakke op. Folk vil gerne være en del af noget, der handler om fællesskab.
Fodboldbanen og de femårige Messi’er
Første stop: fodboldbanen ved Lerpytter Stadion. Måske ikke verdens mest eksotiske location, men faktisk rigtig fin med træer omkring og en god stemning. Vores statister her var fem år gamle drenge – søde og fulde af energi. Jeg havde håbet på et one-take, hvor bolden blev driblet fra midten og scoret, men… små børn og instruktioner er ikke altid den bedste cocktail. Men vi fik skuddet, og drengene gjorde det godt.
Shelterpladsen og den forbudte ild
Næste location var en shelterplads – tænkt som en hyggelig lejrskole-scene med bål og skumfiduser. Problemet? Vi var timer fra et afbrændingsforbud. Så jeg var ude flere gange og rekognoscere – en gang endda med min kone som teststatist. Jeg prøvede at fake et bål med lys og kamera, og det kunne have virket, men heldigvis slap vi uden forbud.
Nordvestjysk Pigekor mødte frivilligt op og sang midsommervisen – smaddergodt. Men… jeg brugte det ikke. Det skærer mig stadig lidt i hjertet. Der var ikke plads i den korte film. Nogle valg gør ondt i redigeringslokalet.
Solnedgang, badebro og kolde tæer
Ved badebroen i Hvalpsund fandt vi næste location. Jeg valgte stedet, fordi solnedgangen ligger perfekt – og vi ramte den lige i røven. Løbeklubben, som også meldte sig frivilligt, havde dog lidt svært ved at springe i vandet igen og igen. Det var koldt, det forstår jeg godt. Jeg selv stod i vand til halsen med kameraudstyr for 140.000 kr. balancerende på skuldrene – og det klip kom ikke engang med. Men sådan er det. Vi fik smukke billeder, og det hele var det værd.
Knallerter og Mad Max-drømme
Sidste scene: Kystvejen mellem Hanstholm og Arup. Et stykke landevej, der føles som en Mad Max-film. Jeg er gammel Mad Max-fan, så jeg måtte selvfølgelig lave en lille spoof. Bare fordi jeg kunne. Og fordi jeg synes, det er skide skægt.
Knallertklubben leverede varen. Vejret var diset, men det fungerede faktisk ret godt – lyset, lygterne, stemningen. Jeg sad i bagagerummet af en bil og filmede baglæns – sikkert? Måske ikke. Men det ser godt ud.
Taknemmelighed og klippearbejde
Alt i alt var det her et ukompliceret projekt – ikke fordi det var let, men fordi alle bidrog. Thisted Forsikring var med hele vejen og hjalp som assistenter. De frivillige statister dukkede op med smil og energi, og min opgave blev at gøre deres indsats kort, effektiv og respektfuld.
Når man har så mange mennesker, der stiller op uden at få noget igen, så skylder man at være effektiv og taknemmelig.
Klippearbejdet var hurtigt – vi havde kun otte sekvenser. Musikken skulle ramme følehornene, og det gjorde den. Desværre røg midsommervisen, men det er nogle gange nødvendigt.